Strandingsloven[*][1]

I

§1[2] For kyststrækninger, hvor det findes nødvendigt, ansætter politimesteren strandfogder[3] efter indhentet erklæring fra vedkommende kommunalbestyrelse. Ansættelsen bekendtgøres af politimesteren. For de private forstrande[4] forbeholdes det som hidtil forstrandsejeren selv at ansætte strandfoged. Valget skal dog godkendes af politimesteren. For kyststrækninger, hvor der ikke er ansat strandfoged, udføres de opgaver, der er tillagt strandfogden, af sognefogden,[5] hvis en sådan findes, og ellers af politiet.

Stk.2 Indtil Politimesteren, selv eller ved Fuldmægtig, kan komme til Stede, udøver Strandfogden den Politiet tilkommende Myndighed.[6]

§2 Strandfogderne ere pligtige til,[7] paa de Tider, hvor Strandinger ere at befrygte, at færdes paa Stranden saa ofte og i det Omfang, som i deres Instruks nærmere bestemmes.

Stk.2 Naar Skib er strandet eller i Begreb med at strande eller fra Land ses paa anden Maade at være stedt i Nød,[8] hvorfra det ikke ved egen Hjælp kan redde sig, skal derhos den, som bliver det var, hurtigst muligt derom underrette Strandfogden, for saa vidt denne ikke selv er til Stede, og har herfor Krav paa passende Godtgørelse, der fastsættes af Politiet.[9]

Stk.3 Saa snart Strandfogden ved egen Iagttagelse eller efter Meddelelse, om hvis Rigtighed han uopholdelig har at forvisse sig paa Strandingsstedet, har bragt i Erfaring, at et Skib er strandet eller udsat for at strande, skal han snarest muligt sende Melding derom til Politimesteren[10] og nærmeste Toldfunktionær,[11] men derhos først og fremmest, naar de paa Skibet værende Personer ikke skønnes at kunde reddes med de forhaandenværende Midler, sørge for, at nærmeste Redningsstation,[12] for saa vidt denne er beliggende inden for en rimelig Afstand, paa den hurtigst mulige Maade faar Underretning om Strandingen. Politimesteren har uopholdelig enten selv eller ved Fuldmægtig at begive sig til Strandingsstedet.

Stk.4 Naar løst Gods, Vrag eller Vragstykker[13] inddrive paa Forstranden, har Strandfogden, saa snart han faar Kundskab derom, foruden at gøre Indberetning til Politimesteren efter den ham i saa Henseende givne Instruks, at tilstille vedkommende Toldfunktionær Underretning om Vraggodset,[14] hvorhos han uopholdelig bør drage Omsorg for, at Godset bringes i Sikkerhed. Politiets Tilstedekomst udfordres ikke, naar Værdien af det inddrevne Gods, der er Genstand for samlet Bjærgning,[15] skønnes ikke at overstige 500 Kr.[16]

§3 Hvor det gælder at redde Menneskeliv, er enhver forpligtet til at yde den Bistand, som han kan yde uden Fare for Liv eller Helbred (almindelig borgerlig Straffelovs § 199)[17] og til, mod Erstatning for den Skade, som derved sker,[18] at afgive ethvert dertil tjenligt Redskab, samt til at tilstede fornøden Færdsel paa sin Grund.

Stk.2 Til skibbrudne kan Politiet forlange, at de omboende mod en billig Betaling efter Evne skulle afgive fornødent Husly samt yde Kost og Pleje,[19] indtil, for Udlændinges Vedkommende, deres Forsørgelse kan overtages af Konsulen, henholdsvis Statskassen, hvor denne ved international Overenskomst er pligtig dertil, eller, for her hjemmehørende Søfolks Vedkommende, Hjemsendelse kan ske efter Reglerne i Lov om det offentlige Fattigvæsen af 9. April 1891 § 64.[20]

Stk.3 Til de i § 2 omhandlede Meldinger er enhver pligtig mod Betaling at afgive de efter Politiets Skøn fornødne Befordringsmidler.

Stk.4 Endelig er enhver pligtig til ved Bjærgning mod Erstatning for derved foraarsaget Skade at tilstede fornøden Adgang til og Benyttelse af sin Grund samt, for saa vidt det bjærgede Gods ikke uden Skade kan henligge under aaben Himmel, til dets Bevaring for Betaling at afgive Husrum, som han ikke selv benytter.

Stk.5 Størrelsen af de i denne Paragraf omhandlede Erstatninger og Betalinger fastsættes efter Billighed af Politimesteren, med Forbehold af Ret til at paaanke hans Afgørelse for Amtmanden. De afholdes, ligesom den i § 2 omhandlede Godtgørelse, forlods af Strandingsmassen;[21] findes der ingen saadan, afholdes de af Statskassen.[22]

§4[23] Langs kysten kan der oprettes Bjærgelav,[24] naar der andrages om dette af mindst 60 i det paagældende Distrikt bosatte arbejdsdygtige og uberygtede[25] Mænd, der maa anses for egnede til at være Bjærgere, og som erklærer sig villige til at indtræde i Lavet. For saa vidt Andragerne godtgør at have Overenskomst med et indenlandsk Bjærgningsselskab om Samarbejde ved Bjærgningen, kan det mindste Antal af Bjærgere til Dannelsen af et Bjærgelav nedsættes under den foreskrevne Grænse, naar Politimesteren skønner, at der efter Kontraktens Indhold og de øvrige Oplysninger foreligger Sikkerhed for, at der derved etableres en efter Forholdene effektiv Bjærgningshjælp, som med kort Varsel kan træde i Virksomhed, Politimesteren godkender[26] Bjærgelavene og fastsætter Grænserne for Bjærgelavsdistrikterne; for hvert Bjærgelavsdistrikt kan kun godkendes eet Bjærgelav. Et Bjærgelavsdistrikt kan omfatte flere Kommuner eller dele af en eller flere Kommuner.

Stk.2 For saadant Bjærgelav, der skal forestaas af en eller flere Forbjærgere, forsynede med fornøden Fuldmagt til at optræde paa Lavets Vegne, skal der udfærdiges en Vedtægt. Forslag til denne forelægges Politimesteren til Stadfæstelse; den skal indeholde Reglerne angaaende Adgangen til Bjærgelavet, Valget af Forbjærgere, Omgangen ved Udtagelse af Mandskab og Materiel til det enkelte Bjærgeforetagende, det Materiel, der staar til Raadighed, samt Bjærgelønnens Fordeling. I Bjærgelavet kan kun optages Mænd, der fyldestgøre de ovenfor angivne Betingelser, ligesom enhver i Distriktet bosat Mand, der er i Besiddelse af samme, har Ret til at optages i Lavet; Enken efter et afdød Medlem har Ret til at forblive Deltager i Lavet, naar hun for sig stiller en Mand med de fornødne Kvalifikationer. Spørgsmaalet om, hvor vidt nogen er berettiget til at optages i Lavet eller har mistet nogen af de for Optagelsen foreskrevne Betingelser og dermed Retten til at forblive i Lavet, afgøres i Tvivlstilfælde af Politimesteren. Paa de private Forstrande[27] kunne saadanne Bjærgelav kun oprettes, for saa vidt det af Justitsministeriet findes fornødent, med Forbehold af Forstrandsejernes Ret til med egne Folk at bjærge og opbevare det løst paa deres Forstrand fra Havet uden levende Folks Medfølge opdrevne Stykgods eller Vrag.

Stk.3 Hvor Bjærgelav er oprettet, tilkommer og paahviler det Lavet at besørge al Bjærgning af Skib og dertil hørende Ladning, som ved Bistand, der ydes fra Land, finder Sted paa Kyststrækningen i det paagældende Distrikt,[28][13] dog at det er en Skipper, hvis Skib er kommet paa Grund tilladt at benytte enhver tilstedekommende Hjælp til at bringe Skibet flot. Finder den, der leder Bjærgningen, at Stedets Bjærgelav ikke er tilstrækkeligt, og at yderligere Hjælp andetsteds fra maa tilkaldes, ere Bjærgelav i de tilgrænsende Distrikter pligtige at yde en saadan Hjælp, naar Politimesteren paa det Sted, hvor Bjærgningen sker, mener, at der er Grund til at forlange den.

Stk.4 Bjærgelavets fornævnte Ret og Forpligtelse omfatter ogsaa Hjælp, der behøves fra Land til Bjærgning, foretagen fra Søen. Med Hensyn til Bjærgelavets Vederlag for den ydede Hjælp forholdes i fornødent Fald efter Reglerne i Sølovens § 228 jf § 229.[29] Under Bjærgning hører ikke Bistand til bjærget Skib, som er bragt i Havn eller paa anden Maade i Sikkerhed.

Stk.5 Bjærgning af løst Gods, Vrag eller Vragstykker, der inddrive paa Forstranden, tilkommer alene Strandfogden.[30] Hvor et fra en tidligere Stranding hidrørende Vrag eller Dele af samme drive i Land, og Ejeren af det i Land drevne eller en Repræsentant for ham er til Stede og har legitimeret sig, har Strandfogden dog intet dermed at skaffe, medmindre hans Bistand begæres.

Stk.6 Hvor Bjærgelav ikke findes, eller hvor der ikke raades over de til Bjærgningens tilbørlige Udførelse fornødne Kræfter, antager Politiet den fornødne Bistand til de Bjærgninger, der ledes af samme.[31] Hvis Omkostningerne herved ikke dækkes af Bjærgningsmassen, udredes det manglende af Statskassen. Politiet er derhos berettiget til at fordre, at Baade og Redskaber, som Ejeren ikke selv benytter, stilles til Raadighed ved Bjærgningen mod Erstatning, der fastsættes og udredes efter Reglerne i § 3, sidste Stykke.[32]

§5 Med Hensyn til Ansættelse af Strandingskommissionærer[33] og det dem tilkommende Vederlag har det sit Forblivende ved de hidtil gældende Regler, særligt Frdg af 2den December 1825.[34]

II

§6 Bistand maa ikke paanødes strandet Skib, og dette maa, saafremt levende Folk ses at være om Bord, bortset fra Tilfælde, hvor offentlige Myndigheder ere berettigede dertil, ikke bordes uden Tilladelse af den, som har Befalingen paa Skibet.

§7 Indtil Politiet eller Toldvæsenet kan komme til Stede, skulle de tilstedeværende handle efter bedste Skøn og Evne for at yde Hjælp til de skibbrudne og ere, for saa vidt Bistand ikke afvises, berettigede til at iværksætte Bjærgning af Gods, hvorved dog stedse maa bruges en saadan Fremgangsmaade, at den ikke bliver Politiet, naar det indfinder sig, til Hinder i at undersøge Sagen og forvisse sig om, at intet er blevet forvansket.

§8 Naar Skibets Fører eller den, der har Befalingen om Bord, modtager det offentliges Bistand, der snarest muligt skal tilbydes - hvad enten der paa Stedet er Bjærgelav eller ikke - samt naar Indstranding sker af Skib eller Gods, der ikke ledsages af nogen, som er bemyndiget til at træde i Ejerens Sted enten efter sin Stilling paa Skibet eller ifølge Befuldmægtigelse, har Politiet Ledelsen af Bjærgningen af strandet Skib og Gods.[35] Dog har Politiet at raadføre sig med dem, der efter deres Stilling om Bord eller ifølge Befuldmægtigelse repræsenterer Ejerne af Skib og Gods, eller, hvor saadanne ikke findes, med Konsulen eller Vicekonsulen for den Stat, hvor Skibet er hjemmehørende, saafremt han er til Stede. I Tilfælde af Meningsulighed mellem foranførte Personer og Politiet afgør Politimesteren foreløbig Sagen, som derpaa forelægges Amtmanden. Politiet skal, naar Skibets Nationalitet kendes, snarest muligt underrette nærmeste Konsul eller Vicekonsul om Strandingen.

Stk.2 Skipperen eller den, der godtgør at have fornøden Befuldmægtigelse fra Ejeren, kan til enhver Tid give Afkald paa det offentliges Bistand og selv overtage den videre Ledelse af Bjærgningen mod at stille den efter Politiets Skøn fornødne Sikkerhed for de paaløbne Omkostninger og den allerede fortjente Bjærgeløn.

§9 De nærmere Regler for Politiets Ledelse af Bjærgningsforetagender, for saa vidt de ikke indeholdes i de efterfølgende Paragraffer af denne Lov, fastsættes ved Anordning.[36]

§10 Hvor Bjærgning sker af Skib eller Gods og ingen er eller kan ventes snart at komme til Stede, som efter sin Stilling paa Skibet eller ifølge Befuldmægtigelse repræsenterer Skibets eller Godsets Ejere, skal der, naar Underretning ikke kan tilstilles Ejerne efter de foreliggende Oplysninger, og for saa vidt Godsets Værdi efter Fradrag af Omkostninger og passende Bjærgeløn skønnes at overstige 50 Kr, snarest muligt af Politiet udfærdiges en Bekendtgørelse, hvorved Ejerne indkaldes til inden 1 Aar,[37] at melde sig og godtgøre sin Ret. Denne Bekendtgørelse, der saa vidt muligt skal indeholde nøjagtig Angivelse af de strandede eller bjærgede Genstande og deres Mærker, skal, naar Ejernes Part af det bjærgede Gods antages at overstige 200 Kr, indrykkes 3 Gange i de til Optagelse i Proklamata bestemte Tidender,[38] men ellers kun 1 Gang, hvorhos Politimesteren, naar han finder, at der er Anledning dertil, tillige kan lade Bekendtgørelsen indrykke i en anden Avis.

§11 Salg af det i § 10 omhandlede Gods,[39] maa kun ske ved Auktion[40] med Billigelse af Amtmanden, der ogsaa har at godkende Auktionsbetingelserne. Efter Politimesterens nærmere Bestemmelse kan dog, hvor dette skønnes hensigtsmæssigt, mindre Partier af løst Gods, Vrag eller Vragstykker, der er inddrevet paa Forstranden, bortsælges mod kontant Betaling ved offentlig Auktion, som afholdes af Sognefogden, hvis en saadan findes og ellers af Politiet efter at der mindst 3 Dage forud har fundet een Bekendtgørelse Sted henholdsvis ved Kirkestævne eller ved Indrykkelse i det Blad, i hvilket Bekendtgørelser fra Politiet plejer at offentliggøres. For saa vidt Godsets Beskaffenhed tilsteder det, og dets Opbevaring ikke vil medføre uforholdsmæssige Omkostninger, maa Salg ikke ske, før der er levnet Ejeren passende Tid til at melde sig og selv tage Bestemmelse.

§12 Melder Ejeren sig og godtgør sin Berettigelse som saadan, faar han udleveret det bjærgede eller, hvis det er solgt, Auktionsudbyttet[41] med Fradrag af Omkostninger[42] og af Bjærgeløn, for saa vidt dennes Størrelse er fastsat enten ved Overenskomst eller af Retten; er dette ikke Tilfældet, sker Udleveringen kun mod en af Politiet fastsat Sikkerhedsstillelse for Bjærgelønnen.[43]

Stk.2 Spørgsmaalet om, hvor vidt den, der optræder med Paastand paa Godsets Udlevering, er tilstrækkeligt legitimeret, afgøres, for saa vidt Statens Forstrande angaar, af Amtmanden, og for saa vidt Godset er bjærget paa privat Forstrand, ved Forhandling mellem Forstrandsejeren og Reklamanten. Er fuldt Bevis for Ejerens Paastand ikke tilvejebragt, men dog overvejende Sandsynlighed for Berettigelsen af hans Krav, kan Justitsministeriet, for Statens Forstrandes Vedkommende efter Forhandling med Finansministeriet, naar den i Bekendtgørelsen satte Frist er udløben, samtykke i, at Godset udleveres med Fradrag af Omkostninger og Bjærgeløn overensstemmende med Amtmandens Opgørelse (§ 13). Saadant Samtykke kan endog før Bekendtgørelsesfristens Udløb indrømmes mod behørig Sikkerhedsstillelse for Tilbagelevering i Tilfælde af, at bedre berettiget Krav maatte fremkomme.[44]

Stk.3 Anerkendes den formentlige Ejers Krav ikke, kan Spørgsmaalet indbringes for Domstolene ved Søgsmaal henholdsvis mod Finansministeren eller den private Forstrandsejer.

§13[23] Melder Ejeren sig ikke inden Udløbet af den i Bekendtgørelsen satte Frist, tilfalder det bjærgede efter Fradrag af Omkostninger og Bjærgeløn Forstrandsejeren; i de Tilfælde, hvor Bjærgningen alene tilkommer Strandfogeden, tilfalder dog udenfor de private Forstrande 10 pct af Statens Nettoudbytte af det bjærgede vedkommende Bjærgelav, hvor saadant findes. Bjærgerne have Valget mellem som Bjærgeløn at faa udbetalt en Trediedel af det ved Godsets Salg indkomne Beløb med Fradrag af de Omkostninger, der ikke paahvile dem som en Del af selve Bjærgningsarbejdet, og at faa Bjærgelønnen fastsat efter Reglerne i Sølovens Kap 9. I sidste Fald bliver, hvor Forstrandsretten tilhører Staten, Amtmanden at stævne paa det offentliges Vegne.

Stk.2 Salget af Godset sker efter Reglerne i § 11; dog kunne den private Forstrandsejer og Bjærgerne enes om at afholde Omkostningerne og derefter dele Godset. For Statens Forstrandes Vedkommende skal det, saafremt Bjærgerne vælge i Bjærgeløn at faa udbetalt en Tredjedel, fremdeles som hidtil staa dem aabent at forlange, at deres Part udlægges dem in natura efter Taksation af uvillige af Retten paa deres Bekostning udmeldte Mænd, for saa vidt Politimesteren finder, at en hertil sigtende Deling af det bjærgede Gods lader sig iværksætte, uden at dette derved taber i Værdi.[45]

Stk.3 Omkostningernes Fordeling mellem Bjærgere og Forstrandsejer afgøres af Amtmanden. Kunne Bjærgerne ikke enes om Bjærgelønnens Fordeling, forholdes efter Sølovens § 228.

§14 Bjærges forulykket Skib eller Gods[46] i aaben Sø, uden at der medfølger nogen, som lovligt repræsenterer Ejeren, skal Bjærgeren, saa snart han har bragt det bjærgede i Land eller i Havn her i Riget, straks gøre Anmeldelse derom til nærmeste Toldfunktionær saavel som til Politiet[47] og overgive Godset til dette eller, for saa vidt det er enkeltvis bjærgede Stykker Vraggods, til Strandfogden, hvorefter der forholdes overensstemmende med de ovenfor i dette Afsnit foreskrevne Regler, saaledes at det bjærgede med Fradrag af Omkostninger og Bjærgeløn,[48] hvis ingen Ejer efter behørig Indkaldelse melder sig, tilfalder Statskassen. Den i § 13, stk 1, omhandlede Stævning bliver at rette mod Amtmanden i det Amt, til hvilket det bjærgede er indbragt.

Stk.2 Vraggods, drivtømmer og andet drivgods, der bjærges i åben sø, tilfalder bjærgeren, når det af politimesteren efter de foreliggende omstændigheder skønnes at være bjærget i en afstand fra strandbredden, udenfor Skagen[49] af mindst 1.000 meter og indenfor Skagen af mindst 500 meter, og ingen ejer melder sig inden 2 måneder, efter at anmeldelse er gjort for politimesteren om den stedfundne bjærgning. Skønner politimesteren, at genstandene har en værdi af over 100 kr, skal der dog ske bekendtgørelse om fundet på samme måde som i § 3, 2. stykke, 1. punktum, bestemt, og genstandene bliver da først bjærgernes ejendom, hvis ingen ejer har meldt sig inden 2 måneder efter sidste bekendtgørelse, mod erlæggelse af de påløbne omkostninger.

Stk.3 Melder ejeren sig, forholdes der med udleveringen til ham og afholdelse af omkostningerne og bjærgeløn ligeledes som i § 3, 2. stykke, bestemt.

Stk.4 Vraggods, drivtømmer og andet drivgods, der indenfor de nævnte afstande bjærges fra båd og har større værdi end 20 kr, har finansministeren ret til at overlade bjærgerne, når omstændighederne taler derfor. Er det bjærgede gods af mindre værdi end 20 kr, kan politimesteren,[50] ligeledes når omstændighederne findes at tale derfor, overlade det til bjærgerne.

III

§15 De Forretninger, som i denne Lov ere henlagte, under Amtmanden,[51] paahvile i Kjøbenhavn Politidirektøren, der udnævner en af Politiets Embedsmænd til at udføre, hvad der efter denne Lov uden for Kjøbenhavn paahviler Politiet.

§16[23] Politimesteren udenfor København har for Møde i Strandingstilfælde Ret til Godtgørelse for Befordring mellem Strandingsstedet og sin Bolig eller efter Omstændighederne Nattekvarteret efter Reglerne i § 864 i Lov om Statens Tjenestemænd af 27. Juni 1927 samt Ret til Time- og Dagpenge efter Reglerne i samme Lovs § 865.[52]

Stk.2 De Politimesteren tilkommende Beløb afholdes, for saa vidt der foreligger en Strandingsmasse,[53] af denne, og ellers af Statskassen.[54]

§17[23] Vedkommende Toldtjenestemand har paa tilsvarende Maade for at overvære Bjærgningen Ret til Godtgørelse for Befordring mellem Strandingsstedet og sin Bolig eller efter Omstændighederne Nattekvarteret samt Time- og Dagpenge efter Reglerne i Lov om Statens Tjenestemænd.[55]

Stk.2 De Toldtjenestemanden tilkommende Beløb udredes paa samme Maade som de i § 16 nævnte, Politimesteren tilkommende Beløb.

§18[23] Ved de Bjærgninger, der sker under Politiets Ledelse, tilkommer der Strandfogeden[56] en Bjærgelod foruden den, der maatte tilkomme ham som Deltager i Bjærgningen; i Tilfælde, hvor Bjærgningen er forbeholdt Strandfogeden, jf § 4, 5te Stykke, tilkommer der dog Strandfogeden fuld Bjærgeløn for det bjærgede Gods, uanset om Bjærgningen er sket under Politiets Ledelse eller ej, jf § 2, 4de Stykke; men har Politiet fundet det fornødent at antage Bistand til Bjærgningen, fradrages der i den Strandfogeden tilkommende Bjærgeløn et rimeligt Vederlag til de af Politiet antagne Medhjælpere for udført Arbejde under Bjærgningen. I Tilfælde af Tvist fastsættes Vederlaget af Amtmanden.

§19 Sker Bjærgningen ikke under Politiets Ledelse, er den, som forestaar Bjærgningen,[57] ansvarlig for de Omkostninger, der i Medfør af denne Lovs §§ 3, 4 (sidste Stykke), 16 og 17 skulle afholdes af Strandingsmassen.[58]

§20 Justitsministeriet er berettiget til ved en Tarif at fastsætte Bjærgelønnen for bortdrevne Sømærker, tilhørende den danske eller fremmed Stat.[59]

§21 Med hensyn til Optagelse af Skibe og andre Genstande, som findes nedsunkne paa Havets Bund[60] samt Opfiskning af Ankere m m[61] har det sit Forblivende ved de hidtil gældende Regler.

§22 Den, som i Strid med denne Lovs Bestemmelser egenmægtigt foretager Bjærgning af strandet Gods, straffes, for saa vidt højere Straf ikke er forskyldt efter den almindelige Lovgivning, med Bøde, Hæfte eller Fængsel indtil 6 Maaneder. For andre Overtrædelser af denne Lovs Bestemmelser anses den skyldige, for saa vidt højere Straf ikke er forskyldt efter den almindelige Lovgivning, med Bøder. For Overtrædelser af de for Bjærgelav stadfæstede Vedtægter kan der i disse fastsættes Straf af Bøder eller Udelukkelse af Bjærgelavet. Den, som ved Bjærgning, der sker under Politiets Ledelse, viser sig forsømmelig eller opsætsig, kan bortvises fra Bjærgningen med Berøvelse af sin Andel i Bjærgelønnen, og uvedkommende, som, efter at være bortviste af Politiet, findes paa Strandingsstedet, straffes med Bøder.

Stk.2 Sagerne behandles som Politisager.

§23 Denne Lov, som træder i Kraft 3 Maaneder efter dens Kundgørelse i Lovtidende, gælder ikke for Færøerne.[62] Fra det Øjeblik, den træder i Kraft, bortfalder Forordningen af 28de December 1836, for saa vidt den ikke allerede er hævet, saavel som alle ældre Bestemmelser, der ere i Strid med nærværende Lov.

som ændret ved L 1988-03-05 nr 108[*]

§1 Ved ansættelsen af strandfogder[1] på åben kyst bliver, under i øvrigt lige adkomst, fiskeri- eller søkyndige folk fortrinsvis at tage i betragtning.

§2 Det skal være enhver, der enten har dansk indfødsret eller har haft ophold her i landet i mindst 2 år, tilladt uden foregående anmeldelse til øvrigheden overalt i farvandene omkring de danske kyster[2] at optage løse, på havbunden liggende vragstykker og andre enkeltvis tabte stykker gods[3] så vel som kul, der er udkastet fra skib, dog med forbehold af ejerens fortrinsret til selv at foretage eller lade foretage bjærgningen. Det er forbudt ved arbejde på at optage de nævnte genstande at foretage nogen som helst formindskelse af dybden på stedet, uden forinden dertil at have erholdt marineministeriets[4] tilladelse.

§3 Den, der i overensstemmelse med § 2 har optaget en genstand fra havbunden, skal senest den følgende dag gøre anmeldelse derom til stedets politimester, ledsaget af erklæring om, hvorvidt han har overholdt forbudet i paragraffens slutning imod dybdens formindskelse. Indberetning og denne anmeldelse og erklæring indsendes af politimesteren til marineministeriet.[5]

Stk.2 Skønner politimesteren, at genstanden eventuelt i forbindelse med andre samtidig eller efterhånden fra samme plads optagne genstande, kan dække omkostningerne ved offentlig bekendtgørelse, og at denne efter forholdene har nogen udsigt til med nytte at kunne ske, iværksætter han sådan bekendtgørelse i passende omfang, for så vidt han ikke på anden måde kan bringe meddelelse om fundet til rette vedkommendes kundskab. Melder ejeren sig, forholdes der med udlevering til ham og med afholdelse af omkostninger og bjærgeløn efter strandingsloven af 10. april 1895 § 12, dog at det i paragraffens sidste stykke omhandlede søgsmål anlægges imod politimesteren, og at bjærgelønnen regelmæssig vil kunne sættes til halvdelen af værdien.[6] Melder ejeren sig ikke inden 2 måneder efter anmeldelsen til politimesteren eller, hvis bekendtgørelse er udfærdiget, efter sidste bekendtgørelse, tilfalder det optagne finderen[7] imod erlæggelse af de påløbne omkostninger.

Stk.3 Finder politimesteren at en til ham sket anmeldelse rettelig vedrører et under denne lovs § 10 faldende tilfælde, pålægger han anmelderen ufortøvet at gå frem efter denne paragraf og påser, at dette sker.

§4 (Udelades).

§5 Fiskerbåde, fiskeredskaber, hyttefade og lignende til fiskeri, fiskehandel eller behandling og konservering af fisk hørende genstande, der efter at være gåede tabt for danske ejere inddriver på forstranden, udleveres ejerne til fri rådighed, når disse for politimesteren godtgør deres berettigelse, uden anden udgift end en af politimesteren fastsat billig godtgørelse for bjærgningen.

§6 Når et skib er sunket eller strandet i de i § 2 nævnte farvande[8] under sådanne omstændigheder, at vraget er til fare eller væsentlig ulempe for skibsfart eller fiskeri, foranstalter marineministeriet,[9] så snart det er kommet til kundskab om sådant skibsforlis, vraget afmærket,[10] såfremt dette anses nødvendigt, og vedkommende private ikke alt har foretaget sådan afmærkning. Ministeriet retter derhos forespørgsel til ejeren eller dennes repræsentant eller den til vraget berettigede om, hvorvidt der af vedkommende vil blive gjort bjærgningsforsøg overfor vraget. Samtidig med denne forespørgsel tilkendegives det den eller de vedkommende, hvilken vanddybde over vraget der skal tilvejebringes,[11] og inden hvilken frist vraget skal være uskadeliggjort.

Stk.2 Har ministeriet ikke kunnet komme til kundskab om, hvem der er ejer af eller iøvrigt berettiget til vraget, eller vil vedkommende ikke selv uskadeliggøre vraget i overensstemmelse med ministeriets tilkendegivelse eller er dette ikke behørigt sket indenfor den fastsatte frist, kan marineministeriet[12] selv lade vraget uskadeliggøre.

Stk.3 Ligeledes kan marineministeriet[13] under aldeles påtrængende omstændigheder, når det af hedsyn til vragets farlighed anses for uomgængelig fornødent, straks efter strandingen eller forliset lade vraget uskadeliggøre.[14]

§7[15] For udgifterne til de af det offentlige foretagne foranstaltninger (jf § 6) hæfter ejeren af skibet såvel som ejeren af ladningen eller andre genstande, for så vidt disse efter deres beskaffenhed selv danner fare eller væsentlige ulemper for skibsfarten eller fiskeriet. Ejeren af skibet hæfter med den begrænsning, der er fastsat i sølovens 4. kapitel,[16] ejeren af andre genstande med disse, men ikke personlig. Det offentlige har fortrinsret[17] i de nævnte genstande fremfor alle andre fordringer.

Stk.2 Lader marineministeriet[18] foretage arrest[19] i de nævnte genstande, sker forfølgning af arresten inden strandingsstedets søret. Har marineministeriet[20] selv ladet vraget uskadeliggøre, og der herved er bjærget noget af skib eller inventar, har marineministeriet[21] ret til uden arrest eller anden retsforfølgning at gøre sig dækket i dettes provenu efter at have ladet det bjærgede afhænde ved offentlig auktion.[22]

§8 (Ophævet).[23]

§9[24] Vil nogen anden end skibets ejer eller den til skibet berettigede foretage bjærgningsforsøg overfor et skib, der er sunket eller strandet i de i § 2 nævnte farvande, skal han dertil indhente marineministeriets[25] tilladelse. Såfremt bjærgning ved nogen anden ikke er forestående (jf § 6), og marineministeriet[26] ikke selv agter at foranstalte bjærgningen, meddeler ministeriet tilladelsen på de af dette for hvert enkelt tilfælde fastsatte betingelser og således, at der forinden kan kræves en sådan sikkerhed,[27] som ministeriet anser fornøden for overholdelsen af de stillede betingelser. I denne sikkerhed kan ministeriet uden retsforfølgning søge dækning for omkostninger, der i skibsfartens, fiskeriets eller statens kystværns og kystværkers interesse må afholdes på grund af uforsvarligt forhold fra den bjærgendes side.

Stk.2 Overanførte regler finder også anvendelse på skibets ejer eller den tilskibet berettigede, når han efter udløbet af den af ministeriet for uskadeliggørelsen fastsatte frist (jf § 6) vil foretage bjærgningsforsøg overfor vraget, ligesom de gælder for enhver, der vil foretage sådanne forsøg overfor vrag, der tidligere har været underkastet bjærgning.

Stk.3 I øvrigt kommer bestemmelserne i §§ 6-7 også til anvendelse i de her nævnte tilfælde.

§10 Findes der på havbunden samlinger af ladningsgenstande, der er fjernede fra det skib, hvortil de har hørt,[28] har den, der vil bjærge sådanne, at foretage anmeldelse i overensstemmelse med forordn af 16. marts 1842 § 2 til amtmanden (politidirektøren),[29] som kan meddele eneret for indtil 1 år til bjærgningen på de i nævnte paragraf ommeldte betingelser, hvortil stedse skal høre, at stedet tydelig afmærkes, - i hvilken henseende nærmere forskrifter kan gives - og at bjærgningen fortsættes uden ufornødne afbrydelser. Om meddelelse af sådan eneret foranstalter vedkommende myndighed på anmelderens bekostning bekendtgørelse i de på stedet mest udbredte blade, og om modtagelsen af enhver anmeldelse i henhold til denne paragraf foretages indberetning til marineministeriet.[30] Finder dette ministerium anledning til i skibsfartens eller fiskeriets interesse at meddele optageren af sådanne genstande særlige forskrifter eller at kræve sikkerhed stillet af ham, skal sådant forlangende efterkommes.

Stk.2 Misligholdes betingelserne for en meddelt eneret, kan denne af amtet (politidirektøren) erklæres forbrudt, hvorom bekendtgørelse sker på bjærgerens bekostning på samme måde som om enerettens meddelelse. I dette tilfælde, såvel som når en meddelt eneret er udløben, er bjærgeren forpligtet til uopholdelig at fjerne den af ham foretagne afmærkning, der ellers bliver at fjerne ved offentlig foranstaltning på hans bekostning.

Stk.3 I sikkerhed, stillet af bjærgeren, kan der efter bestemmelse af marineministeriet,[31] eller amtmanden (politidirektøren) uden retsforfølgning søges dækning for udgifter, forvoldte det offentlige ved hans uforsvarlige forhold.

§11 Med bjærget skib eller skibsladning forholdes der, med de af denne lov flydende lempelser, efter de hidtil gældende regler. Dog forkortes den i strandingslovens § 10 fastsatte frist af 1 år til 6 måneder, hvilken frist også skal gælde i det i forordn af 16. marts 1842 § 3 omhandlede tilfælde.

§12 Det er forbudt uden justitsministeriets tilladelse at sætte skib på grund i det øjemed at opnå behandling af vraget efter reglerne om strandet gods (kunstige strandinger), selv om mennesker ikke derved udsættes for fare. Tilladelsen kan gives imod, at der på vedkommendes bekostning, hvem tilladelsen meddeles, træffes de nødvendige foranstaltninger for at afværge, at menneskeliv sættes i fare, og at vraget bliver til hinder for fiskeriet og sejladsen.

§13 Enhver politimester, der kommer til kundskab om forlis eller stranding indenfor sit embedsområde, skal snarest muligt give marineministeriet[32] meddelelse derom.

Stk.2 Enhver fører af dansk skib skal snarest muligt til marineministeriet[33] gøre anmeldelse om, når han i dansk farvand træffer sunket eller drivende vrag.[34]

§14 Overtrædelse af § 2, 2. pkt, § 3, § 9, § 10, § 12 eller § 13, stk 2, eller af de i henhold til § 9 eller § 10 fastsatte betingelser eller forskrifter straffes[35] med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. For så vidt forseelsen består i indgreb i en anden persons eneret, kan det ved dommen bestemmes at det bjærgede skal tilfalde den forurettede. For overtrædelse af påbudet om anmeldelse i § 10 straffes dog ikke den, der betimelig efter § 3 har gjort anmeldelse til politimesteren, når han ufortøvet tager dennes henvisning til at gå frem efter § 10 til følge.

§15 Denne lov, der ikke gælder for Færøerne, berører ikke de private forstrandsejeres[36] formueretlige beføjelser.

Stk.2 Det har sit forblivende ved reglerne i lov af 22de december 1876 om opfiskning af ankere, ankertov og andet skibsredskab m m.

Stk.3 Bestemmelserne i forordningen af 16de marts 1842 angående dykkervæsenet m m ophæves, for så vidt de er i strid med nærværende lov.